»Jeg vil aldrig glemme dig.«
»Jeg kom tilbage for din skyld.«
”Rør ikke ved det, du ikke har råd til.”
Salgsassistentens stemme skar så skarpt gennem smykkebutikken, at selv den blide klavermusik syntes at vakle.
Den lille pige trak hånden hurtigt tilbage, som om selve glasset havde brændt hende.
I et chokeret øjeblik stod hun bare der.
Otte år gammel.
For lille til den store brune frakke, der hang over hendes skuldre.
For tynd til den decemberkulde, der stadig klæber sig til hendes tøj.
Hendes mørke hår faldt i sammenfiltrede bølger omkring hendes ansigt, og hendes sko var fugtige efter at have gået flere gader gennem slud og regn.
Bag den krystalglasvitrine glitrede diamanterne i det varme, gyldne lys.
Halskæder.
Armbånd.
Ringe, der glitrede som indfangede stjerner.
Pigen havde ikke rørt ved nogen af dem.
Ikke rigtig.
Hendes fingerspidser havde blot lagt sig mod glasset, mens hun betragtede en fin sølvhalskæde med en lille stjerne hængende i.
Det var det smukkeste, hun nogensinde havde set.
Salgsassistenten stillede sig mellem barnet og udstillingen.
Hun havde et tætsiddende sort jakkesæt på, perleøreringe og et udtryk, der var poleret til perfektion.
Det udtryk blev hårdere i det øjeblik, hun så ned på pigen.
»Det her er ikke et museum,« sagde hun højt nok til, at de nærliggende kunder kunne høre det. »Hvis du ikke køber noget, må du gå.«
Et par velklædte kunder vendte sig om.
En kvinde løftede et øjenbryn.
En mand i en mørkeblå frakke kastede et blik i den retning og vendte så blikket væk.
Den lille pige sænkede straks blikket.
»Undskyld,« hviskede hun.
Hendes stemme var så blid, at den næsten forsvandt i musikken.
Men skammen i hendes ansigt var umulig at overse.
Hun vendte sig mod døren og blinkede hurtigt.
Hun kendte godt den følelse.
Det blik, de voksne sendte hende, da de så hullerne i hendes ærmer.
Den tone, der lå i deres stemmer, da de gik ud fra, at hun ikke hørte til der.
Den måde, folk opførte sig på, som om fattigdom var smitsom.
Udenfor var byen kold og grå.
Den lille pige havde gået i næsten en time i et forsøg på at holde varmen.
Hun var kun standset uden for butikken, fordi udstillingsvinduet lyste som en helt anden verden.
I et par minutter havde hun glemt sin sult.
Hun havde glemt det utætte skur, hvor hun og hendes mor sov.
Jeg glemte, at køleskabet var tomt.
Hun havde glemt den smerte, det gjorde at høre sin mor sige: »Måske i morgen.«
Men virkeligheden indhentede hende hurtigt.
Det har det altid gjort.
Hun rakte ud efter messinghåndtaget.
»Vent.«
Stemmen var blid.
Pigen vendte sig om.
En kvinde i en grå arbejdsuniform stod et par meter væk.
Hun holdt en moppe i den ene hånd og havde gule gummihandsker, som hun havde stukket ned i forklædelommen.
Der var intet elegant ved hende.
Hendes hår var løst sat op, og enkelte lokker faldt ned omkring hendes trætte ansigt.
Der var svage rynker omkring hendes øjne, og hendes kropsholdning afslørede en træthed, der tydede på, at hun havde tilbragt det meste af sit liv på benene.
Alligevel var hendes blik varmt.
Mere kærligt end noget andet, den lille pige havde set hele ugen.