Det var ikke et firmanavn eller et fremmed efternavn, som man kunne afskrive som en bogholderfejl.
Det var efternavnet på den mand, der klokken 8.04 allerede sad ved mit bord, spiste de æg, jeg havde tilberedt, og krævede af min søn, at han »ikke skulle bringe skam over familien«.
Lydia Andreevna tog langsomt brillerne af og lagde dem så forsigtigt på udskriften, som om papiret kunne eksplodere ved berøring.
— Forstår du, hvad det betyder? — spurgte hun.
Jeg ville svare, men i det samme vibrerede telefonen igen. På skærmen dukkede en besked fra Oksana op: “Mor sagde, at du alligevel kommer tilbage. Du har ikke noget valg.”
Jeg trykkede ikke på svar. Jeg smed ikke telefonen. Jeg tillod mig ikke engang at smile.
Sønnen vågnede og rørte sig stille i autostolen, mens Lidia Andreevna allerede tog den anden side ud af printeren. Der stod ikke bare en oversættelse på den. Der stod bankens stempel, behandlingsdato, det interne ansøgningsnummer og en kort betalingsbeskrivelse, som fik mig til at få en kold fornemmelse i brystet.
Så kiggede hun længere ned.
Og for første gang hele formiddagen blegnede ansigtet på denne kvinde, der havde set konkurser, skilsmisser og andres svindelnumre til millioner.
— Ring til notaren, — sagde hun. — Nu.
Hendes nabo dukkede op i køkkendøren med te, så udskriften, navnet og mit ansigt — og koppen gled ud af hendes hænder og smadrede mod fliserne.
Og på telefonen lyste et nyt opkald op.
Ikke fra Maxim.
Fra hans mor.
Del 2 og den fulde afslutning: skriv “JA” og tryk på “Synes godt om”, så vi kan offentliggøre den fulde historie. Tak!
Hvis du ikke kan se det, skal du skifte kommentarer til Nye/Alle.
Navnet stammede ikke fra hans natlige korrespondance. ?v
