Marina tog langsomt telefonen fra bordet. Hendes fingre rystede, men ikke af svaghed – af den smerte, hun holdt inde, for ikke at lade dem se, hvor meget de havde knust hende fysisk. På skærmen hang der stadig en meddelelse: adgang via kode kl. 06:18, brugeradgang, gemt hændelseslog. Artem rakte ud efter telefonen, men Marina trak hånden væk.
— Rør den ikke, — sagde hun.
Han rynkede panden, som om han for første gang hørte hendes stemme uden en bøn om fred.
Da åbnede Marina den nederste skuffe i skabet og tog en tynd blå mappe frem. Artem så ejendomsbeviset øverst og blev straks bleg. Men hans mor holdt stadig stand. Indtil det øjeblik, hvor det andet ark faldt ud af mappen – en kopi af en gammel notarial forpligtelse, dateret længe før brylluppet.
På den stod Oksana Petrovna underskrift.
Og beløbet.
Ikke en familiehemmelighed. Ikke en lille gæld. Det, der var grunden til, at hun så desperat ønskede at sikre sig denne lejlighed.
Artem hviskede:
— Mor… hvad er det?
Oksana Petrovna satte sig så brat på stolen, at benet knirkede mod gulvet. Hendes ansigt blev gråt, læberne rystede, og hånden, der for et øjeblik siden havde holdt den kogende tallerken, lagde sig på brystet.
Marina slog op på den sidste side, hvor der var endnu en markering – et indgående nummer på en anmeldelse, der var blevet modtaget i går på det lokale politistation efter konsultation med en advokat.
Og da Artem så linjen med årsagen til henvendelsen, kiggede han ikke længere på forbrændingerne på hendes ben. Han kiggede på sin mor, som om han for første gang forstod, hvem han havde forsvaret.
Marina lagde en finger på dokumentet og sagde stille:
— Nu skal du lytte meget opmærksomt efter, for det næste opkald kommer ikke til dig, Artem, men til…
Del 2 og den fulde afslutning: skriv “JA” og tryk på “Synes godt om”, så vi kan offentliggøre den fulde historie. Tak!
Hvis du ikke kan se det, skal du skifte kommentarer til Nye/Alle.