Ugerne blev hurtigt til måneder, og efteråret i Austin malede byens parker i dybe nuancer af rød og guld. David og jeg var stadig separerede, men vi var nået til et punkt, hvor vi kunne mødes uden at ende i et voldsomt skænderi om ubetalte regninger eller knuste drømme. Vi mødtes altid på neutrale steder – små caféer i det centrale Austin, hvor kaffen var stærk, og hvor der altid var andre mennesker omkring os. Det tvang ham til at holde sine følelser under kontrol, og det beskyttede mig mod at falde tilbage i gamle, velkendte mønstre.
En lørdag formiddag sad vi overfor hinanden på en lille fransk bistro. David så bedre ud, end han havde gjort i lang tid; hans skjorte var strøget, og de mørke rande under øjnene var næsten væk. Han skubbede en lille, blå notesbog hen over bordet til mig.
“Hvad er det?” spurgte jeg og lod min kaffekop stå.
“Mit nye liv,” sagde han med en stemme, der lød usædvanligt ydmyg. “Min terapeut foreslog, at jeg skulle føre et præcist regnskab over alt, hvad jeg bruger. Ikke kun penge, Chloe, men også min tid og min energi. Jeg har skrevet alt ned. Hver eneste dollar, jeg tjener, hver eneste udgift, og de penge, jeg skylder dig. Jeg har overført yderligere syvhundrede dollars til din konto i morges.”
Jeg åbnede notesbogen og bladrede igennem siderne. Hans håndskrift var sirlig og kontrolleret. Der var ingen overførsler til hans mor, geen uansvarlige køb af computerspil eller dyre øl. Det var listen over en mand, der var i gang med at lære at stå på egne ben som en voksen.
“Jeg har også talt med min mor,” fortsatte han og så mig direkte i øjnene. “En rigtig samtale, for første gang i mit liv. I fortalte hende, at hun ikke må tale dårligt om dig mere. Jeg fortalte hende, at hvis hun vil have et forhold til mig, skal hun acceptere, at min fremtid – hvis jeg overhovedet har en med dig – bliver på dine betingelser. Hun græd. Hun råbte. Men jeg blev stående.”
Jeg lukkede bogen og skubbede den tilbage til ham. For første gang i meget lang tid mærkenede jeg en lille gnist af respekt for ham. Han prøvede ikke længere at genforhandle virkeligheden; han mødte den.
“Det er et godt første skridt, David,” sagde jeg roligt. “Ben du skal vide, at tillid ikke er noget, man får tilbage, bare fordi man betaler sine regninger til tiden. Det tager tid at genopbygge et fundament, der har været råddent så længe.”
“Jeg har alverdens tid,” svarede han. “Jeg går ingen steder.”