Ringen lå stadig på gulvet.
“Sarah?” råbte jeg.
Stilhed.
Jeg flyttede kasserne.
Væggen bag skabet lød hul.
“Det her er ikke muligt…” hviskede jeg.
Jeg skubbede til den.
Den gav efter.
En smal passage.
Mørk.
Fugtig.
Min mor råbte bag mig: “Gå ikke derind!”
Men jeg gik.
For enden lå et babytæppe.
Med mit navn.
Andrew.
Og så hørte jeg hendes stemme.
Sarah.
Hun talte med nogen.
Og en anden stemme svarede.
En stemme jeg troede var død for 30 år siden.