Den nat, da vi ankom til huset i Beverly Hills, føltes alt fremmed.
Lyset var dæmpet.
Roberts portræt hang stadig i stuen.
Hans briller lå ved kaffekoppen, som altid.
Charles og Hector gik rundt i huset.
Åbnede skuffer.
Ringede stille.
Hviskede i køkkenet.
Og da de troede, jeg ikke hørte det, sagde Hector:
— “Vi skal have det gjort, før hun begynder at stille spørgsmål.”
Charles svarede:
— “Jeg tager lægen med i morgen. Med hendes sorg og alder bliver det nemt.”
Mine hænder frøs.
Telefonen vibrerede igen.
Et nyt billede.
Roberts skrivebord.
Et rødt mærke under en panelkant.
Teksten:
“Tryk på venstre hjørne. Åbn ikke foran dem.”
Jeg knælede.
Lagde fingrene på træet.
Trykkede.
KLIK.
Et skjult rum åbnede.
Ingen penge.
Ingen smykker.
Kun et brev.
Et USB-stik.
Og en kuvert med mit navn.
“Teresa,” begyndte brevet.
Jeg genkendte hans håndskrift med det samme.
Og det knuste mig.
“Hvis du læser dette, har de allerede forsøgt at fjerne mig…”
Jeg læste videre med hjertet i halsen.
“Charles og Hector er ikke de mænd, du tror de er…”
Mine hænder rystede.
“Underskriv ikke noget. Spis ikke noget de giver dig. Stol ikke på det testamente, de viser dig.”
Pludselig lød der en bil udenfor.
Jeg slukkede lyset.
Kiggede ud.
De var tilbage.
Charles med en pose mad.
Hector med kaffe.
Og bag dem en mand i hvid kittel.
Mit blod frøs.
Dørklokken ringede.
En gang.
To gange.
Tre gange.
— “Mor!” råbte Charles. “Vi har mad med!”
Jeg svarede ikke.
Telefonen vibrerede:
“Åbn ikke døren.”
Hector begyndte at banke hårdere.
— “Mor, gør det ikke sværere. Lægen vil bare tjekke dig.”
Charles’ stemme ændrede sig:
— “Teresa, åbn døren.”
Teresa.
Ikke mor.
Teresa.
Jeg greb revolveren Robert havde efterladt.
Og så kom den sidste besked:
“Gå ud gennem bagdøren. Den gamle chauffør venter.”