— “Der er ikke nogen her længere,” sagde graveren.
— “Det er umuligt,” svarede jeg.
Han åbnede protokollen.
Hans hånd rystede.
— “Kom hellere på kontoret.”
— “Nej. Sig det nu.”
Han bladrede.
Og stoppede.
Ekshumering.
Underskrift: Eleanor Vance.
Jeg frøs.
— “Min svigermor har fået min mand gravet op.”
Graveren så væk.
— “Vi administrerer bare stedet.”
På kontoret lå et andet dokument:
“Identifikation under behandling.”
— “Hvilken identifikation?!” spurgte jeg.
Intet svar.
Den aften tog jeg hjem til hende.
— “Han var min søn,” sagde hun koldt.
— “Han var min mand.”
Så så jeg en mappe på bordet.
“Neonatologi.”
Min vejrtrækning stoppede.
Og i det samme ringede telefonen.
På skærmen stod ét navn:
Gabriel.