Jeg vendte mig langsomt.
En mand i grå jakkesæt sad bag mig.
Rolig.
For rolig.
Som om han allerede kendte slutningen.
— “Hvem er du?” hviskede jeg.
Han skubbede et kort over bordet.
Nicholas Vance.
— “Det du ser nu, er ikke det værste Alex har gjort i aften.”
Min mave knugede sig sammen.
— “Hvad mener du?”
— “Ingen scene. Kig mod indgangen.”
Alex trak en lille sort æske frem.
Den gravide kvinde smilede.
Han gik ned på knæ.
På vores toårsdagen.
Applaus begyndte.
Og skammen brændte i mig.
Nicholas lænede sig lidt tættere.
— “Nu.”
Dørene gik op.
To politibetjente kom ind.
Bag dem en kvinde med en mappe.
Alex blev kridhvid.
Ikke af skyld.
Men af panik over at miste alt.
Og hun åbnede mappen foran hele restauranten.