Min søster ringede til mig og begyndte grædende at fortælle mig, hvad der var sket med hende. Hun var så oprevet, at jeg næsten ikke kunne berolige hende, hvilket er svært at gøre over telefonen. Og så begyndte hun sin historie: “Jeg havde længe gerne villet købe en frakke, jeg blev ved med at shoppe og prøvede at finde den bedste.
Jeg gik i mange butikker, men alt var så ensformigt og kedeligt. Men i en butik fandt jeg en frakke med pelshætte, og den passede mig godt om livet, længden var rigtig, og farven var så fin – mælkeagtig. Jeg købte den, og den var ikke dyr, som to gennemsnitslønninger. -Så tillykke til dig! Hvorfor græd du?” -Du skal ikke skynde dig, det hele er ikke så rosenrødt. Jeg kom hjem og begyndte at prøve den i spejlet.
Og så indså jeg, at den hurtigt ville blive beskidt i minibusserne, meget ineffektivt. Uden at tænke over det købte jeg den med det samme, kun med skønhed i tankerne, og glemte alt om det praktiske. Så næste dag besluttede jeg mig for at shoppe igen, på udkig efter det bedste. Og jeg fandt en helt ny butik. Sælgeren der er ejeren selv. Vi talte med hende, sad sammen og drak kaffe. Hun var en meget sød kvinde, som hjalp mig med at finde en frakke.
Og så indså jeg med det samme, at jeg havde fundet den perfekte. Jeg købte den uden at tøve, selv om den var meget billigere end den forrige. -“Nå, nu kan jeg lykønske dig! Og hvad gjorde du med den gamle?” – Det er her, historien begynder… Jeg gik ind i butikken og forklarede ekspedienten, at den beige frakke hurtigt ville blive beskidt, så den passede ikke til mig. Butiksindehaveren løb ud og overfaldt mig.
-Så hvis du ikke har en bil og kører rundt i minibus, hvorfor kom du så overhovedet til vores butik? Har du set de her? Du kommer aldrig til at se sådan noget. Du skal tænke dig om, før du køber noget,” råbte ejeren.” Så åbnede hun kasseapparatet og kastede med pengene, så nogle af sedlerne fløj ned på gulvet. Ekspedienterne begyndte at samle dem op. Jeg undrede mig over, hvorfor hun overhovedet sagde noget om penge, hvis jeg havde købt en frakke eller taget et lån eller noget. Jeg købte den med det samme.
Så kom der en ung mand ud fra baglokalet, sikkert værtindens kæreste. Måske havde manden ikke penge nok til bussen eller til mad. Bare giv det tilbage og glem det,” beroligede manden værtinden. -“Det er svært at beskrive min sindstilstand, jeg var bare følelsesløs. Jeg kunne ikke sige et ord. Jeg skulle have taget min telefon frem og optaget det hele på video. Så ville jeg være gået til politiet … man vifter jo ikke med næverne efter et slagsmål.
