Ubehagelige medrejsende på et fly: Hvordan jeg satte irriterende nygifte på plads
Jeg har altid troet, at jeg vidste, hvad tålmodighed var, men denne flyvetur satte min selvkontrol på en alvorlig prøve. Det hele startede, da to nygifte gik om bord på business class. Deres glade ansigter og endeløse ømhed over for hinanden fik mig først til at trække lidt på smilebåndet. Men det stod hurtigt klart, at de to havde besluttet at forvandle flyveturen til deres egen private bryllupsrejse-suite.
Først var det uskyldigt: hvisken, fnisen, et par kys. Men snart gik de over stregen. Bruden Leah satte sig til rette på sin mand Daves skød og grinede højlydt uden at ænse de andre omkring hende. Deres søde jokes og udstilling af kærlighed begyndte hurtigt at irritere ikke bare mig, men også de andre passagerer.
Jeg forsøgte at ignorere dem, men det lod de mig ikke gøre: De så en film højt uden hovedtelefoner, det regnede med snackkrummer og endeløse falske grin. Efter en time med den slags bacchanaler indså jeg, at det var tid til handling.
Jeg ringede til stewardessen, og hun bad høfligt de nygifte om at følge reglerne. Men Leah og Dave var overbeviste om, at deres “særlige dag” gav dem privilegier. De forsøgte at flirte og overtale stewardessen, men hun stod fast på, at de enten skulle dæmpe sig eller gå tilbage til deres pladser på økonomiklasse.
Det kunne de selvfølgelig ikke lide. De lovede at være stille, men en halv time senere begyndte de at bryde reglerne igen. Så gav stewardessen dem ikke flere advarsler – de blev bedt om at flytte sig tilbage. Deres forargede ansigter var ubetalelige.
Jeg hørte Leah hvæse til Dave:
– Det er alt sammen din skyld!
– Min skyld? Det er dig …
– Hush!
Da jeg fulgte dem tilbage til økonomiklassen, takkede stewardessen mig med et blik.
Resten af flyveturen var fredelig. Jeg nød stilheden, nippede til min drink og tænkte på karmas måde at gøre tingene på.
Da flyet landede, og vi gik mod gaten, lagde jeg mærke til Daves og Leahs falmede ansigter. Da vi tog afsked, kunne jeg ikke lade være med at kommentere:
– jeg håber, I har lært noget. Hav en god bryllupsrejse!
Og mens jeg lod dem svælge i deres egen forlegenhed, steg jeg ud af flyet med et let hjerte.
Ved udgangen ventede min kone og mit barn på mig, og deres ansigter glødede af lykke. Og i det øjeblik indså jeg, at uanset hvilke vanskeligheder man møder på sin rejse, så er det vigtigste, at man i sidste ende vender tilbage til et sted, hvor man virkelig er elsket.
