Jeg er født og opvokset i en lille by hundrede kilometer fra Sankt Petersborg. Fra femte klasse vidste jeg, at så snart jeg var færdig med skolen, ville jeg helt sikkert gå på Sankt Petersborg Institut for at flytte til en storby. Jeg studerede hårdt med mit mål for øje.
For at bestå den fælles statseksamen med høje karakterer arbejdede jeg to somre i træk for at spare penge sammen til undervisere. Vores familie var ikke den mest velhavende på det tidspunkt. Og så kom det dyrebare øjeblik.
Jeg fik mit skolebevis og tog til Sankt Petersborg med et synkende hjerte for at søge ind på universitetet. Jeg husker stadig smagen af de sandwiches, min mor lavede til mig på vejen. Jeg var utrolig heldig.
Ikke alene kom jeg ind på to universiteter på én gang, men der var også ledige pladser på kollegiet! Uden at tænke mig om valgte jeg den rigtige løsning. Jeg slæbte alle mine ting ind på værelset og åndede ud. Det var meget hårdt i starten.
Stipendiet var ikke nok til mad eller tøj. Og så taler jeg ikke engang om underholdning. Jeg var nødt til at få et deltidsjob, hvilket betød, at jeg kom op på mit værelse halvdød af træthed og faldt i søvn med det samme.
Men jeg nød Skt. Petersborg, jeg fik et kick ud af dens gader, gårde og skønhed. Jeg tænkte sjældent på min by: Jeg var ikke specielt tiltrukket af den.
Jeg ringede ikke så tit til min familie. Og så, da min mor fandt ud af, at mine vinterstøvler var utætte (og vinteren var på vej), sendte hun mig en pakke med nye støvler. Frygtelig spændt åbnede jeg æsken og begyndte at kigge på dem …
da der pludselig faldt en plade chokolade ud af støvlen, lige under mine fødder. Det var en mælkechokolade i et lommetørklæde, min favorit. Jeg kiggede på den og mærkede tårerne trille ned ad kinderne.
Min mor huskede, at jeg elskede denne chokolade så højt, og forsøgte at gøre mig glad. Jeg fik straks dårlig samvittighed over, at jeg sjældent tænker på mit hjem og mine forældre … Nå, men jeg løb straks hen for at ringe til dem. Og i vinterferien vil jeg helt sikkert tage hen til dem!
