Snefnug hvirvlede afslappet i lampelyset, som dansende ballerinaer i hvide tøj. Maria Andreevna, der stod ved vinduet på fjerde sal i sin lejlighed, blev nedsænket i februarmørket. Hver gang forlygterne på forbipasserende biler oplyste gården, begyndte hendes hjerte at slå hurtigere. Hun vidste, at Andrey snart ville være tilbage fra en anden forretningsrejse.
Minder fra mødet, der fandt sted for ti år siden i universitetsbiblioteket, kom oversvømmet tilbage til hende: hun var filologistuderende på det tidspunkt, og han var en lovende økonom. Deres lidenskabelige affære førte til et tidligt bryllup og fødslen af en søn, og så så det ud til, at lykke ville være evig. Men alt har ændret sig i de sidste to år.”Mor, kommer far virkelig i dag?”Den seksårige Kostya spurgte med en munter stemme og trak Maria ud af sine tanker.
—Ja, skat, ” forsøgte Maria at smile, selvom angst stadig pressede hendes hjerte.- Lad os bage hans yndlings kålpai?
– Hurra! – udbrød drengen med glæde, og duften af friske kager spredte sig i køkkenet. Maria huskede, hvordan Andrey tidligere altid skyndte sig hjem, tiltrukket af netop denne lugt. “Huset skal lugte som tærter,” sagde hans mor, Nina Vasilyevna, og lærte Maria hemmelighederne ved madlavning.
Nina Vasilyevna havde boet hos dem i tre år efter at have lidt et slagtilfælde og forblev den, der stadig kunne påvirke sin søns skæbne. Men for nylig, selv hendes autoritet er falmet.
Pludselig klikkede en drejeknap, og Maria gysede. Hendes mand dukkede op på tærsklen, haggard, ubarberet, hans øjne røde af træthed og lugtede svagt af andres parfume.
“Er middagen klar?”Hvad er det?”spurgte han skarpt og ignorerede Kostya, der skyndte sig til ham.
– Far! Drengen råbte glædeligt og forsøgte at kramme benene.
“Lad mig være i fred, jeg er træt,” skubbede Andrey væk og tilføjede knap hørbart: “hvorfor bager du disse tærter igen?”Stop med at overføre penge.
Maria var tavs, der er vant til at holde stille, når hendes mand var i en sådan tilstand. Uden videre, hun satte bordet og omhyggeligt serveret lækkert stykke kage til ham.
En trykkende stilhed, der herskede ved bordet, kun afbrudt af klirren af apparater og Nina Vasilyevna rolige historier om hendes ungdom.
– Hvordan var din forretningsrejse? Maria spurgte forsigtigt, når Andrey var færdig med sit måltid.
“Jeg har det fint,— svarede han kort og skubbede sin tallerken væk. “Stop med at stille spørgsmål!
“Jeg ville bare…
“Bare hvad?”Han afbrød brat, som om han var træt af mine bekymringer. – Jeg er træt af dine uendelige spørgsmål! Du skal bare holde øje med mig!
Kostya, krøb frygteligt mod sin bedstemor, sukkede blidt. Nina Vasilyevna rystede på hovedet og forsøgte at berolige sin søn.:
– Andryusha, rolig, Masha er bare interesseret.…
Men Andreys stemme skar gennem stilheden.:
—Det er nok! Han greb pludselig sin taske. — Tag dit afkom og vild!
— Andrey! Nina Vasilyevna udbrød og forsøgte at forene ham. “At komme til fornuft!
“Shut up, Mor! Du har det hele! Du har skubbet mig til grænsen!
Han greb Maria i hånden og trak hende til udgangen, mens Kostya løb efter hende og græd.
“Du vil tilbringe vinteren i den fælles lejlighed!”han knurrede og skubbede dem ud på gaden, hvor en snestorm rasede.
Udenfor, i en hvirvel af sne, omfavnede Maria Kostya tæt på hende, rystede fra kulden og forsøgte at dække ham med sin frakke. Der var ingen bil ved hånden, og Andrey havde stadig alle sine bankkort, og hans telefon var død om eftermiddagen.
“Mor, Jeg er kold,” klagede Kostya blødt.
“Vær tålmodig, skat, vi finder ud af noget,” trøstede Maria ham, da en gammel Moskvich med en mærkbar bule på vingen stoppede i nærheden.
– Kom hurtigt ind, ” sagde den bløde, men beslutsomme stemme fra en ældre mand inde i bilen. — Du kan ikke blive udenfor med dit barn i dette vejr. Jeg er Mikhail Petrovich, jeg plejede at arbejde som mekaniker, men nu er jeg pensioneret.
Maria tøvede ikke og tænkte, at frysning var værre end at risikere det, kom ind i bilen med Kostya. Mikhail Petrovich tog dem med til sin beskedne lejlighed, hvor hans kone, Anna Grigorievna, straks begyndte at pakke dem ind i varme tæpper, dække dem med varm te og hente gamle, men hyggelige tøj til Kostya.
“Er der et andet sted?”Anna Grigoryevna spurgte, hvornår Kostya endelig faldt i søvn.
“Der er et værelse i den fælles lejlighed tilbage fra min bedstemor,” sagde Maria stille, “men jeg har ikke været der i lang tid.”…
“Misha tager dig om morgenen,” sagde hun fortroligt. – Og hvil dig nu.
En fælles lejlighed i udkanten af Lipovsk mødte dem med mistænkelige blik fra naboer: fem familier i et køkken og et toilet er altid en udfordring. Men de havde intet andet valg.
Rummet viste sig at være lille, men pænt: gulnet tapet, en knirkende sofa og en usikker garderobe. Kostya klatrede straks op på vindueskarmen og undersøgte nysgerrig den snedækkede gårdhave.
– Mor, skal vi bo her? “Hvad er det?”spurgte han og stirrede på tomrummet.
– Midlertidigt, skat. Indtil vi finder den bedste mulighed, ” svarede Maria.
Over tid besøgte Mikhail Petrovich dem regelmæssigt og hjalp med mindre reparationer: takket være ham dukkede nye hylder op i rummet, og vandhanen i det fælles køkken stoppede med at dryppe. Over tid begyndte selv naboerne at vise mere venlighed, især da Maria begyndte at bage sine signaturtærter, som hun delte med alle.
Mikhail Petrovich arbejdede hele sit liv på en bilfabrik, og selv i pension kunne han ikke forblive inaktiv: han samlede sin Moskvich fra gamle reservedele, som lokalbefolkningen kaldte “Frankenstein”. Sammen med sin kone, Anna Grigorievna, levede de i fyrre år, rejste tre børn, og nu forsøgte de at videregive deres venlighed til andre.
“Du ved, Masha, “sagde Anna Grigoryevna og lagde Kostya i seng,” Misha og jeg har også været igennem meget. I halvfemserne var planten inaktiv, der var ikke noget arbejde. Men folk hjalp hinanden, delte det seneste. Nu er det vores tur til at gøre gengæld.
På dette tidspunkt nød Andrey, der havde valgt et nyt liv for sig selv med Alyona, sin frihed. Han tog hende med ind i huset og ignorerede hendes mors protester. Men lykken viste sig at være flygtig: Alyona indså snart, at det var umuligt at leve med en tyran og løb væk med en ung fitness træner.
I mellemtiden mødte Maria i den fælles lejlighed Dmitry, en programmør, der lejede det næste rum. Efter at være blevet fyret fra et stort firma, forsøgte han at starte sin opstart og måneskinnet som vejleder. Dmitry begyndte ikke kun at hjælpe Kostya med matematik, men tilbragte også lange aftener med Maria og fortalte historier om computere og robotter.
Dmitry, der overlevede en mislykket skilsmisse, bevarede troen på mennesker og vidste altid, hvordan man empati. Hans første møde med Maria, da han så hende græde med lille Kostya, rørte ham til dybden af hans sjæl. Måske genkendte han sig selv i hende, forvirret og ensom.
Over tid begyndte livet at blive bedre. Maria fandt et job som servitrice på Lilac Cafe, hvor hendes talent til madlavning snart blev værdsat, og hun blev assisterende kok. Ejeren af virksomheden, Stepan Arkadyevich, begyndte at tage sig af hende: han gav hende blomster, lavede komplimenter, og snart begyndte en ny, øm historie at dukke op mellem dem, fuld af omsorg og varme. Samtidig var Dmitry der for Maria, støttede hende i vanskelige øjeblikke og hjalp med dokumentation.
Et år senere, Nadia ‘s datter blev født i Maria’ s familie, og Kostya stolt bar titlen ældste bror, aktivt at hjælpe sin mor med baby. Dmitry blev den far, som drengen drømte om.
Nogle gange så Andrey, der gik forbi “Syrinen”, gennem vinduet en glad Maria, en voksen Kostya og Dmitry, der arbejdede sammen. Engang kom han endda ind for kaffe, men da han så sin ekskone, forlod han i stilhed.
I lille Lipovsk siger de stadig, at der ikke er mere hyggelig cafe “Lilac”. Det siges, at vinteren, der faldt på en familie, gav dem en ny begyndelse og sand lykke.
Hvert år, når de første snefnug falder, står Maria ved vinduet på sin cafe og husker den forfærdelige nat. Nu ved hun, at nogle gange er du nødt til at miste alt for at finde kærlighed og lykke, og en snestorm rydder kun vejen til et nyt liv.
