Claras hjerte sprang et slag over, og hun holdt vejret, da stemmen, stadig blød og tøvende, gentog hendes navn.
“Mor… er du vågen?” Daniels stemme var rå og ukendt, som om han kom fra et sted, hvor skyggerne klæbede sig til ham. Det var en stemme, hun ikke havde hørt i årevis – stemmen fra hendes søn, da han forlod hjemmet, stemmen, der engang havde været fuld af håb og spænding, men nu virkede anspændt og usikker.
Claras tanker fløj, og en bølge af minder skyllede ind over hende. Daniel var flyttet hjemmefra for fem år siden. Dengang havde han været så fuld af løfter, så sikker på, hvad han ville med livet. Men et eller andet sted undervejs var den sikkerhed brudt sammen. Hun havde ikke set ham siden den aften, han gik ud ad døren med sin tunge kuffert i hånden og øjnene fyldt med noget, hun aldrig havde været i stand til at forstå. Han havde været fortabt, og det havde hun også. Hun havde aldrig opgivet håbet om, at han ville komme tilbage, men i sit hjerte vidste hun, at den dreng, hun havde sendt ud i verden, måske aldrig ville vende tilbage til hende.
Men nu, hvor hun stod i mørket i sit værelse, kunne Clara mærke, at den dreng, der var gået, den dreng, der var gået tabt for verden, endelig var tilbage. Men var det virkelig ham?
Hun vendte sig langsomt mod stemmen, og hendes puls steg. Hendes soveværelsesdør stod på klem, og gennem sprækken kunne hun lige ane silhuetten af en skikkelse, der stod i gangen, badet i det svage lys, der siver ind gennem sprækken under døren.
Hendes hænder rystede, da hun rejste sig fra sengen. Alle hendes instinkter sagde hende, at hun skulle skynde sig hen til ham, omfavne sin søn og sikre sig, at han virkelig var kommet tilbage. Men noget holdt hende tilbage, en kold klump i maven. Sidste gang hun havde set Daniel, var han gået i raseri med hårde ord og uafklarede følelser. Hvad var der sket i de år, der var gået? Hvad havde bragt ham tilbage nu, og hvorfor på dette tidspunkt?
“Daniel?” Claras stemme vaklede, da hun sagde hans navn for første gang i årevis. Hendes hjerte truede med at springe ud af brystet, mens hun holdt vejret og ventede på et svar.
“Undskyld, mor,” kom det stille, anspændte svar fra den anden side af døren. “Jeg vidste ikke, hvor jeg ellers skulle tage hen.”
Smerten i hans stemme, rå og sårbar, knuste Claras tøven. Hun gik mod døren, langsomt men beslutsomt. Hendes hænder fumlede med dørhåndtaget, og da hun åbnede døren, blev hun mødt af synet af sin søn, der stod der med et indfalden og udmattet ansigt og øjne fyldt med den byrde, som en person, der har båret mere end sin del af livets byrder, bærer på. Han var ikke den samme dreng, der var rejst. Han var nu en mand, en mand, der havde set den grusomme side af verden og lidt på måder, hun ikke engang kunne forestille sig.
