Mark Weston havde altid betragtet sig selv som kedelig – på den bedste måde.
Softwareudvikler. Katteejer. En mand, der sorterede sine krydderier i alfabetisk rækkefølge og betalte sine skatter til tiden. Den slags mand, hvis naboer ikke engang vidste, hvordan han så ud, medmindre han holdt elevatordøren åben.
Så da politiet trådte ind i hans etværelseslejlighed med hævede øjenbryn og forsigtige skridt, var han ikke bekymret.
Ikke endnu.
Han gestikulerede rundt i rummet. “Som I kan se, er der ikke noget kriminelt imperium her. Bare en fyr med en overbrugt kaffemaskine og for mange tekniske gadgets.”
Den yngre betjent smilede høfligt, men hans partner gav sig ikke.
“Må vi se os lidt omkring?”
Mark tøvede. “For… hvad, præcis?”
Den ældre betjent trådte tættere på. “Din nabo – fru Crowley – hævder, at du har manipuleret med hendes mulighed for at tilkalde hjælp. Det er en alvorlig beskyldning. Forstyrrelse af nødkommunikation.”
Mark gned sig i tindingerne. “Hun har stjålet min wifi. I årevis. Jeg lod det passere. Indtil hun begyndte at streame på seks enheder på én gang og gjorde alting langsomt. Jeg ændrede adgangskoden i morges.”
“Og du sagde det ikke til hende?”
“Hun må ikke bruge det.”
“Hmm.”
Mens betjentene gik gennem lejligheden, så Mark til med en blanding af forvirring og irritation. De tjekkede skabe. Kiggede under sengen. Åbnede et skab, der afslørede stakke af gamle routere og modemer.
“Lidt af en teknologisk kirkegård,” spøgte den unge betjent.
Mark trak på skuldrene. “Jeg reparerer maskiner. Jeg samler dele. Der er ikke noget ulovligt i det.”
Men så…
Den ældre betjent åbnede skabet i entreen.
Og alt ændrede sig.
Inde i skabet var der et lille panel monteret på væggen – et panel, som Mark ikke havde rørt siden han flyttede ind. Det var beregnet til at give adgang til bygningens fælles fiberlinjer og vedligeholdelsesnetværk.
Men nogen havde pillet ved det.
Skruerne var nye. Panelet var blevet brækket op og omkablet. Bare ledninger var snoet ind i nye porte. En anden, mindre router – ikke en
