Billedet var lyst. Endda højlydt. Alle smilede. Glas blev løftet. Der var serpentiner over hovedet. En kage – købt i butikken, vanilje med regnbuefrosting – stod i midten af bordet, allerede halvt spist. Der var balloner. Stearinlys. Latter.
Og Loretta genkendte huset.
Det var ikke hendes.
Det var hendes søn Daniels.
Hendes svigerdatter, Brianna, havde lagt det op for få minutter siden: “Overraskelsesfesten var en succes! Hvor er jeg heldig at have denne familie. Familie er alt.”
Billedteksten gjorde mere ondt end billedet.
Familie er alt.
Men Loretta var ikke med på billedet.
Hun var ikke tagget.
Og nu forstod hun det.
Det var ikke glemt.
Det var med vilje.
Loretta stirrede på skærmen, hjertet bankede mod ribbenene, som om det ville springe ud. Skærmens lys oplyste rynkerne omkring hendes mund og gjorde de linjer, der ikke havde været der for bare et år siden, dybere. Hun lagde telefonen fra sig, som om den havde brændt hende.
Så tog hun den igen. Zoomede ind.
Emma sad på sin fars skød med sine små tænder lyserøde af glasur. Tommy lavede sit sædvanlige fredstegn, lidt sløret af bevægelse. Meadow havde hovedet lænet mod sin mors skulder. Selv Elliot – hendes stille, boglige barnebarn – strålede.
De så lykkelige ud.
De så hele ud.
De så ud, som om hun aldrig havde eksisteret.
Først tænkte hun: Måske var det bare en lille ting. Måske mente de det godt. Måske handlede det ikke om mig.
Men jo længere hun stirrede, jo koldere blev hun.
For ved siden af kagen stod et enkelt lys i form af et “4”.
Emmas fjerde fødselsdag.
Men Emmas fødselsdag var først om en uge.
De havde flyttet den. Kombineret den. Fejret den tidligt.
Uden hende.
Loretta lukkede øjnene og lænede sig tilbage i stolen, den samme stol, som hendes afdøde mand havde slebet og bejdset med sine bare hænder for mange år siden. Han ville have vidst, hvad han skulle sige. Han ville have vidst, hvad
