Stilheden varede så længe, at den blev ubehagelig. Som en streng, der var trukket for stramt.
Brandon Cole sad stadig med benene over kors og kæben let løftet i en hånlig grimasse. Det var det blik, der havde knust bestyrelsesmedlemmer, skræmt journalister og endda fået senatorer til at bakke ud.
Men ikke dommer Maya Carter.
Hun hævede ikke stemmen.
Hun gentog sig ikke.
I stedet så hun på ham, som en kirurg ser på en tumor – ikke med vrede, men med præcis, afmålt sikkerhed.
“Jeg forstår,” sagde hun. Så vendte hun sig mod retsreferenten. “Lad det blive noteret, at hr. Cole har nægtet at rejse sig som beordret. Og at han har valgt at trodse rettens autoritet foran offentligheden, medierne og loven.”
Brandon sad stadig og fniste lidt. “Dommer, med al respekt, jeg finansierer halvdelen af denne by. Jeg behøver ikke at rejse mig for noget som helst.”
Der blev spændt i rummet.
Hvilken frækhed. Hvilken sandhed. Alle vidste, hvem han var – tech-milliardæren, der var blevet politisk magtfaktor. Den slags mand, der aldrig blev stoppet af politiet. Der aldrig betalte prisen. Indtil nu.
Dommer Carter lænede sig tilbage i stolen og studerede ham i et langt, stille øjeblik.
Så talte hun igen. “Retsbetjent.”
“Ja, ærede dommer?”
“Fjern tiltalte fra retssalen.”
Ordene ramte som et tordenskrald.
I et øjeblik så selv retsbetjenten chokeret ud.
“Høje dommer?” spurgte han.
“De hørte mig,” svarede hun. “Eskorter hr. Cole til en celle, indtil han husker, at denne ret ikke fungerer efter Wall Streets regler.”
Brandons smil forsvandt.
“Dette er en føderal høring,” sagde han skarpt. “De kan ikke…”
“Det har jeg lige gjort.”
Retsbetjenten tøvede ikke længere. To vagter kom frem. Brandon rejste sig nu – for sent, for pludseligt.
“Det kommer De til at fortryde,” hvæsede han. “Jeg kender folk…”
“Det gør jeg også,” sagde dommer Carter roligt. “Men herinde er loven ligeglad med, hvem De kender.”
