Den første, der bevægede sig, var Rocco.
Eller rettere sagt, forsøgte at bevæge sig.
Hans ben gav straks efter, for svage efter uger – måske måneder – i fangenskab. Hans ribben stak ud som knive, pelsen var plettet, og det ene øre var revet. Men hans øjne… de fik fat i Davids med noget primitivt. Ikke frygt. Ikke tillid.
Genkendelse.
David vidste ikke, hvordan han skulle forklare det – kun at denne hund på en eller anden måde vidste, hvordan håb så ud, og ikke havde set det i meget, meget lang tid.
“Hent vand,” snappede David over skulderen. “Nu.”
Holdet sprang i gang. En marinesoldat tilkaldte lægen via radioen. En anden hentede nødrationer. En tredje hentede en stor presenning for at skabe skygge over de åbne døre.
David klatrede ind i containeren.
Det var værre, end det så ud.
Afføring. Tørret blod. Ridser indridset i metalvæggene så dybt, at man kunne mærke desperationen i dem. Og i det fjerneste hjørne stod en rusten madskål – tom, rustent, længe glemt. Der var stadig en kæde boltet fast til gulvet, men den var bristet på et tidspunkt. Det var sandsynligvis sådan, Rocco havde nået døren.
De andre – fire hunde til – lå stadig ned. Ubevægelige, men de trak vejret.
Knapt nok.
Da David rakte ud efter Rocco, knurrede hunden ikke og veg ikke tilbage. Han lænede blot sit knoglede hoved mod Davids håndflade med en udmattelse, der gik dybere end sult.
Det var da, David bemærkede halsbåndet.
Det var ikke et standardhalsbånd. Der var en mærke på – men ikke den slags, man finder i en dyrehandel. Det var militær.
Han vendte det om og læste indskriften:
“Rocco – K9 Unit 721 / Operation Iron Star / Afskediget 2022”
Davids hjerte standsede.
Han kendte det navn.
Operation Iron Star havde været en hemmelig mission. Slettet fra de officielle registre. Han havde hørt rygter om eksperimentel træning. Hunde opdrættet og trænet ikke kun til kamp, men til tavshed. Til snigmord. Til lydighed for enhver pris.
