Lastbilchaufføren stod og skælvede i sneen, åndede tungt og så hunulven forsvinde blandt hvalpene.
Flokken fulgte efter hende, og hendes gule øjne lyste op en sidste gang, før de blev opslugt af skovens mørke.
Manden vidste ikke, hvad han skulle tro. Måske var det hans fantasi, der spillede ham et puds, men noget i ham sagde, at ulvene ikke ville glemme, hvad han havde gjort.
Dagene gik, og lastbilchaufførens liv vendte tilbage til det normale. Igen krydsede han landet og transporterede gods på lange veje.
Nogle gange tænkte han stadig på hunulven, hendes krop, der vred sig under isen, og de gule øjne, der havde set på ham fra skovbrynet. Men livet gik videre, og minderne begyndte at blegne.
Indtil den dag, hvor han kørte ad en snoet bjergvej og blev overvældet af en underlig fornemmelse. Noget inde i ham sagde, at han skulle sænke farten.
Der var noget galt. Under sneen kunne der være glat is eller spor efter en lavine. Han lyttede til sin indre stemme og sænkede farten.
Kun få minutter senere nåede han et skarpt sving – og der, midt på vejen, lå et væltet kæmpe træ. Havde han kørt med sin sædvanlige hastighed, ville han helt sikkert have ramt træet.
Hans hjerte bankede voldsomt, da han parkerede lastbilen og steg ud for at undersøge forhindringen. En svag lyd nåede hans ører fra skoven.
Først troede han, det bare var vinden, der legede i grenene, men så så han hende. Mellem træerne, bag snedækkede buske, lyste gule øjne. Ulve. Nogle medlemmer af flokken var der og kiggede tavst på ham.
Lastbilchaufføren trak jakken tættere om sig og rystede.
– Så er du her – mumlede han til sig selv.
Som om de forstod ham, nærmede en af ulvene sig langsomt. Ikke truende, ikke aggressiv – bare rolig, beslutsom.
Dyret standsede ved siden af træet og så chaufføren lige i øjnene et øjeblik. Manden havde fornemmelsen af, at ulven sagde til ham: “Jeg advarede dig.”
Det var da, han
