Landsbyen sank langsomt ned i aftenens halvmørke.
Vinden gled gennem de vaklende hegn og krøb lydløst gennem sprækkerne i de gamle huse, som om den hviskede ukendte hemmeligheder.
Her og der flimrede stearinlys i vinduerne – landsbyboerne gjorde sig klar til natten.
Men ingen havde planer om at sove i et hus den nat. Der var udbrudt en strid, som var bestemt til at ændre en families skæbne for altid.
– Hvad har du bragt til verden for mig?! – Antals vrede råb brød nattens stilhed, og naboernes hund begyndte at gø.
Vera holdt sin lille pige tæt ind til sig med rystende fingre, indpakket i et tæppe. Barnet sov roligt, hendes små fingre bevægede sig let. Hun var hendes lykke. Hendes eget blod. Men hendes mand – hendes egen mand – stirrede på barnet med rædsel og afsky.
– Hun ligner mig ikke engang! – gispede han og løb nervøst frem og tilbage i rummet som et fanget dyr. – Du har været mig utro, ikke? Med hvem, Vera?! Sig mig sandheden!
Veras hjerte bankede hurtigere – ikke af frygt, men af smerte.
– Er du blevet sindssyg?! – hviskede hun. – Det er vores datter, Antal. VORES DATTER!
Men han lyttede ikke til hende. Eller måske ville han ikke.
Antals øjne brændte af vrede. Vera vidste, at hendes mand altid havde været hidsig, men nu… var det som om, der stod en fremmed foran hende.
Han så hende ikke, hørte hende ikke – han stirrede bare på barnets ansigt. De store, runde øjne. På det lille modermærke på kinden. Hans hjerne nægtede at forstå det.
– Pak dine ting. Ud med dig. NU!
Han gav hende ikke engang tid til at følge med. Han smed tingene i armene på hende, rev døren op og skubbede hende ud.
Vera kunne ikke sige mere. Den kolde vind ramte hende i ansigtet. Babyen rørte sig lidt i hendes arme, men vågnede ikke.
– Antal… smider du os virkelig ud? Midt om natten, i denne kulde?!
– Jeg er ligeglad! UD AF
