Musikken svulmede op omkring dem.
Der brød jubel ud. Kameraerne klikkede. Bruden stod under en bue af hvide roser og strålede som noget fra en drøm. Hendes hånd greb Brians, mens den anden hånd løftede buketten med perfekt ynde.
Men Tom jublede ikke.
Han stirrede.
Hans øjne blinkede ikke. Hans ånde standsede midt i indåndingen.
Verden blev sløret i kanterne.
Kvinden i den hvide kjole – denne “brud” – havde et ansigt, han ikke havde set i seks år.
Et ansigt, han havde sørget over.
Et ansigt, han havde begravet.
Anna.
Hans kone.
Hans døde kone.
Han var ikke klar over, at han gik, før nogen irriteret strejfede forbi ham. Gæsterne antog, at han var på vej for at få en bedre udsigt. Et barn løb mellem bordene. Der lød latter.
Men Toms skridt var tunge.
Afmålte.
Som en mand, der går ind i kæberne på noget gammelt og ubarmhjertigt.
For seks år siden
Floden havde taget hende.
Det var, hvad de fortalte ham.
Hendes bil var kørt ud over broen. Der blev ikke fundet noget lig, kun knust glas og en håndtaske, der blev fundet nedstrøms. Lukket kiste. Sorgterapeuter. Venner, der kom med gryderetter, han aldrig rørte. En lille dreng – Oliver – der blev ved med at spørge, hvornår mor kom tilbage.
Det gjorde hun aldrig.
Indtil nu.
Tilbage til nutiden
Han nåede kanten af scenen og så hende ind i øjnene.
Hendes smil vaklede.
Bare en smule.
Knapt nok en glimt.
Men det var nok.
Nok til at bekræfte, hvad hans mavefornemmelse allerede vidste: Hun vidste, hvem han var.
Og hun forsøgte at lade som om, hun ikke gjorde.
Brian vendte sig om for at hilse på sin forlover – med et stort grin – men standsede, da han så Toms ansigt.
“Hej,” sagde han nervøst. “Er du okay, mand?”
Tom svarede ikke.
Brudens hånd rystede. Hun tog et halvt skridt tilbage, næsten umærkeligt.
“Hvem er hun?” spurgte Tom med en stemme, der knap nok var mere end en hvisken.
Brian rynkede panden. “Hvad mener du? Det er Marissa. Min forlovede.”
Men Tom rystede på hovedet.
