Elżbieta kiggede længe på doktor Duval. I hans øjne så hun en ømhed, som hun ikke havde set i lang tid. Ikke engang hos Wiktor – ikke engang da alt var godt.
”Ja,” hviskede hun sagte. ”Lad os prøve.”
Sådan begyndte det hele. Dagene gik, den ene efter den anden, og i starten var de alle ens. Genoptræning, åndedrætsøvelser, medicin, tårer, træthed. Kroppen reagerede ikke. Men Martin gav ikke op. Hver morgen kom han ind på hendes stue med samme ro og varme blik.
— Jeg ved, det gør ondt. Men det betyder, at du lever. Og at du kan komme videre.
Wiktor forsvandt hurtigt. I de første uger sendte han endnu et par korte, kortfattede beskeder. Derefter… stilhed. Elżbieta græd ikke længere efter ham. Hun havde ingen tårer til mennesker, der forlod hende, når hun havde mest brug for dem.
Hendes mor var hos hende. Dag og nat. Hun vaskede hende, klædte hende på og fodrede hende med en ske. Nogle gange faldt de begge i søvn – den ene i en stol, den anden i en kold seng. Og Martin. Altid Martin. Ikke længere bare lægen – håbet i den grønne kittel.
Med tiden og takket være en enorm indsats begyndte Elżbieta at bevæge fingrene på hænderne. Så venstre fod. Og så… kom smilet. Langsomt vendte hun tilbage til livet. Ikke som før – et andet liv. Bevidst. Stærkere. Mere ægte.
“Vil du ud i haven?” spurgte Martin en forårsdag.
“Ja,” smilede hun. “Men kun til den med magnolierne.”
“Den er din,” svarede han og kørte hende ud i lyset på kørestolen.
Der, under de blomstrende grene, stillede Elżbieta det spørgsmål, der længe havde ligget i hende:
— Hvorfor blev du hos mig, Martin? Du kunne have reddet mit liv og gået din vej. Som alle de andre.
Han tav et øjeblik. Han satte sig ved siden af hende på bænken og tog hendes hånd — hun kunne allerede klemme den let.
— Fordi en nat, på operationsstuen, da ingen troede på dig længere… græd du. Du lå i koma, men en tåre løb ned ad din kind. Og da forstod jeg, at der stadig var liv i dig. Og at jeg ikke havde ret til at forlade dig.
Tårer trillede i hendes øjne.
“Så du min tåre?”
“Jeg kunne mærke den. Fra det øjeblik blev dit liv en del af mit.”
I de følgende