Isabelle – hun holdt fast om sin bamse og så sig fascineret omkring. Huset var moderne, men med klassiske detaljer: høje vinduer, hvide søjler og en velplejet have, der duftede af lavendel og nyklippet græs.
Isabelle følte sig som i et eventyr – men ikke et med en prins og en krone, men et stille, skrøbeligt eventyr, som man er bange for at tro på, for at det ikke skal forsvinde. Lucas, selvom han var vant til luksus, så på hende anderledes end han normalt så på kvinder. Da han så hendes blik, så han ikke kun usikkerhed, men også styrke, stolthed og naturlig klasse.
“Du kan vælge et hvilket som helst værelse ovenpå,” sagde han roligt og kiggede på Elias. “Jeg har forberedt et lille værelse med en seng og legetøj til ham. Jeg håber, han vil synes om det.”
“Tak… Det virker alt for smukt,” hviskede Isabelle.
“Husk, at det bare er… et spil,” smilede Lucas let. “Du er skuespillerinde. For en stund.”
Den aften gik Isabelle rundt i huset i en enkel, men elegant kjole, som Lucas havde lagt til hende på sengen. Elias sov roligt, og for første gang i lang tid følte hun… stilhed. Ikke den akavede stilhed, men den beroligende. Huset var varmt. Trygt.
Nedenunder ventede Lucas med to kopper te og stille musik i baggrunden.
“Er du klar til i morgen?” spurgte han og rakte hende en kop.
“Det ved jeg ikke endnu. Jeg har aldrig optrådt foran et så stort publikum,” sagde hun spøgefuldt.
“Måske behøver du slet ikke spille. Måske er det nok, at du bare er dig selv.”
Deres blikke mødtes. Et øjeblik var der ingenting – ingen ord, ingen roller. Kun dem.
Næste dag var haven fuld af gæster. Lucas’ venner fra forskellige dele af Europa: Niels fra Amsterdam, Clara fra Milano, Jean og Sophie med tvillingerne samt Nathan og Alex – hans ældste venner.
Da Isabelle kom ud af huset med Elias ved hånden og Lucas ved sin side, blev der stille. Den blå kjole fremhævede hendes øjne, og hendes rolige smil oplyste hele rummet omkring hende. Kvinderne så på hende med beundring og nysgerrighed, mændene med respekt. Hun lignede ikke en rigmands “trofæ”. Hun var en kvinde – fuldkommen, ægte, stærk.
“Er det din forlovede?!” hviskede Alex vantro. “Lucas, har du holdt hende hemmelig?”
“Det var ikke mig, der holdt hende hemmelig, det var hende,” svarede Lucas med et hemmelighedsfuldt smil.
Han præsenterede Isabelle for alle som sin kommende kone. Hun fortalte med mådehold og klasse om sin barndom, sin passion for bøger og lidt om Elias. Hun løj ikke, men valgte sine ord med omhu. Aftenen forløb roligt og hyggeligt. Børnene legede, de voksne lo og snakkede. Lucas tog ikke øjnene fra hende et øjeblik.
Da de sidste gæster var gået, og haven igen var blevet stille, satte Isabelle sig ved vinduet og kiggede ud i mørket.
— Det var… smukt. Bedre end jeg havde forventet.
“Du var perfekt,” sagde Lucas og satte sig ved siden af hende.
“Og i morgen? Hvad siger du til dem? At vi er gået fra hinanden?”
Lucas tav. Der var noget, der havde ændret sig i hans øjne.
“Nej. Jeg siger, at jeg har fundet noget, jeg ikke vidste, jeg ledte efter.”
Isabelle så ham ind i øjnene. Uden at joke. Uden at spille komedie.
— Lucas… forveks ikke taknemmelighed med følelser. Det skulle bare være en rolle.
— Måske i begyndelsen. Men nu… spiller jeg ikke længere. Du og Elias… har bragt noget ind i dette hus, som jeg manglede. Jeg vil ikke have, at I går.
Hendes øjne blev fugtige. Af rørelse. Af frygt. Og af håb.
— Det er for hurtigt…
— Bliv en uge til. Så en måned. Så ser vi…
Isabelle smilede gennem tårerne. For første gang i årevis var der nogen, der ikke krævede noget af hende. Men gav hende noget.
— Okay, Lucas. Jeg bliver.
Et par måneder senere, i samme have, spillede Isabelle på klaver. Elias, i sin børnehaveuniform, dansede omkring hende. Lucas stod i døråbningen med to kopper kaffe og så smilende til.
De havde ikke længere brug for roller. Eller et manuskript. Livet var nok – sådan som det var.
Og det var smukt.
