Laura stod stadig med hænderne omkring den tomme kop og svarede ikke på Claras ultimatum. Det var ikke nødvendigt. I hendes hoved var beslutningen allerede truffet – og når en beslutning er reel, er ord overflødige.
Hun drak langsomt en slurk te og gav sig selv tid til at samle tankerne. Hun kunne stadig mærke pulsen i håndleddet, hvor Claras hånd havde klemt hårdt. Hun havde lyst til at skrige, smide koppen og kaste alt det ud, hun havde slugt i månedsvis. Men hun holdt vejret. Vrede kan være et våben, men kun hvis man kan holde den i skak.
“Siger du ikke noget?” spurgte Clara i en skarp tone. “Tror du, at jeg holder op, hvis du ignorerer mig?”
Laura løftede blikket.
“Nej, jeg tror ikke, du holder op. Og netop derfor… holder jeg op.”
Clara blinkede to gange, uden at forstå.
“Hvad mener du?”
“Jeg mener, at jeg går, Clara.”
Der blev stille i køkkenet. For første gang, siden Laura havde kendt hende, havde Clara ikke et svar parat.
“Er du blevet sindssyg?” udbrød hun til sidst. “Og hvor vil du tage hen, din kloge åge? Ud på gaden?”
“Hvor som helst, bare ikke her.”
Laura rejste sig, tog sin kop, vaskede den mekanisk og gik ud af køkkenet. Hun gik ind i det lille soveværelse, der i de sidste måneder havde været hendes eneste “hjørne”, og begyndte at pakke tøj i en rejsetaske. Hun havde ikke brug for meget – kun det, hun selv kunne bære.
Mens hun foldede en sweater sammen, hørte hun Claras skridt i gangen.
— Du tænker slet ikke! — begyndte hun igen. — Du ved jo godt, at Daniel ikke vil gå med til det!
— Jeg siger det selv til ham — svarede Laura uden at stoppe med at pakke.
– Og hvis han forlader dig? – Clara smilede skævt og sigtede efter det mest ømme punkt. – Hvis han vælger familien frem for dig?
Laura løftede hovedet og så hende lige i øjnene.
– Hvis han forlader mig, fordi jeg ikke vil blive ydmyget… så har han aldrig elsket mig.
Ordene faldt mellem dem som en sten i vandet. Clara snøftede, men sagde ikke mere.
Ved middagstid kom Daniel tilbage. Laura sad på sengen med sin færdige taske ved siden af sig. Hun havde den samme sweater på, men hendes hår var tørt, og hendes blik var klart og beslutsomt.
“Hvad sker der?” spurgte han, da han så bagagen.
Laura tog en dyb indånding.
“Daniel, jeg går fra dig.”
Han satte den taske, han havde i hånden, fra sig og stod helt stille.
“Hvad mener du med, at du går fra mig? Hvorhen? Hvorfor?”
— Fordi jeg ikke kan leve sådan længere. Din mor hældte en spand koldt vand over mig i morges. Hun greb mig i hånden. Hun fornærmede mig. Og det er ikke første gang, hun ydmyger mig.
— Laura… — Daniel kørte sig med hånden gennem håret og kiggede mod døren, hvor man kunne se Claras skygge, der lyttede. — Mor har måske… overreageret, men…
— Nej, Daniel. Det var ikke en “overreaktion”. Det var vold. Og du ved godt, at hun aldrig vil stoppe.
— Vi kan tale med hende, sætte nogle grænser…
— Der er ingen grænser for en person, der mener, at hun har ret til at trampe på dig.
Daniel gik tættere på hende og forsøgte at tage hendes hænder i sine, men hun trak sig let tilbage.
— Jeg beder dig ikke om at komme med mig. Det er dit valg. Men jeg bliver ikke her.
Han så tøven i hans øjne. Et par sekunder, måske ti, der føltes som en evighed.
“Har du et sted at tage hen?” spurgte han til sidst.
“Til min veninde Anna. Hun har et ledigt værelse i et stykke tid. Bagefter… må vi se.”
“Laura… jeg…” Daniel kiggede igen mod døren, så på hende. “Jeg har brug for tid til at tænke over det.”
Hun smilede trist.
— Tag al den tid, du har brug for. Jeg tager min tid tilbage.
Med tasken over skulderen gik hun forbi Clara uden at sige et ord. Kvinden forsøgte at sige noget, men Laura gav hende ikke chancen. Hun åbnede døren, gik ud i det klare dagslys og trak vejret dybt ind.
På gaden virkede alt anderledes – mere frit, lettere. Hun vidste ikke, hvad der ventede hende, men for første gang i lang tid følte hun, at vejen tilhørte hende.
Og et sted dybt i sjælen vidste hun, at denne afsked ikke var enden. Det var begyndelsen.
