Elizabeth følte, at hendes hjerte slog ujævnt, men alle hendes bevægelser var under streng kontrol. Ikke en muskel rykkede sig i hendes ansigt, selv om en storm rasede indeni. Daniel ventede på et svar, Thomas vred sig uroligt i sin stol, og stilheden hang i luften, der var tyk af mistænksomhed.
– “Ja,” gentog hun langsomt med tydelig betoning af hver stavelse. – Og det passer ikke kun mig. Nogle gange minder det mig om ting, jeg helst vil glemme.
Daniel løftede blikket fra sin notesbog og stirrede tavst på hende i flere lange sekunder. Det var ikke bare et blik – snarere et forsøg på at trænge ind bag ordene.
– Og disse ting … har de forbindelse til folk fra din fortid?
Elizabeth lagde hovedet på skrå og lænede sig mere behageligt op ad stoleryggen. Hendes smil var kort og skarpt.
– Åh, ja. I høj grad. Nogle gange dør fortiden ikke, doktor. Han skifter bare tøj og banker på døren igen.
Thomas kæmmede nervøst sine fingre gennem håret.
– Mor, vær nu sød … – frustration blandet med skam lød i hans stemme. – Det er ikke tid til drama.
– Er jeg dramatisk? – afbrød hun ham og vendte sig mod ham. – “Tror du, det her er teater, Thomas? Tror du ikke, jeg kan se, at du allerede forestiller dig, at denne lejlighed er din?
Daniel løftede sin hånd i en rolig, men bestemt gestus.
– Elizabeth, vi taler ikke om fast ejendom her. Jeg vil bare gerne forstå, hvordan du har det.
– Hvad føler jeg? – udbrød hun og sænkede derefter stemmen til en iskold hvisken. – Jeg føler, at der sidder to mænd foran mig, som burde være min familie. Men den ene har aldrig mødt mig, og den anden … har glemt, hvem jeg er.
Der blev stille. Thomas kiggede på hende med en næsten barnlig bekymring, mens Daniel lagde armene over kors.
– “Interessant,” sagde han endelig. – I psykologien kunne man kalde det projektion: Du tillægger os det, der engang gjorde ondt på dig.
Elizabeth lagde også armene over kors.
– Eller måske er virkeligheden præcis, hvad den ser ud til, doktor. Måske er det slet ikke en projektion. Måske er du bare den samme mand, som gik en dag og nu er vendt tilbage for at stille diagnoser.
Daniels øjne blev lidt smalle, men han sagde ikke noget. Han noterede bare noget i sin notesbog.
– Mor … – Thomas begyndte, men Elizabeth stoppede ham med et blik.
– Nej, Thomas. Jeg stiller spørgsmålene nu.
Hendes stemme var skarp, men kontrolleret, da hun vendte sig mod Daniel.
– Sig mig, hr. Richard, mener du, at en mor kan betragtes som “uegnet”, blot fordi hun ikke vil opgive det hjem, hvor hun har opfostret sit barn?
– Det kommer an på,” svarede han uden tøven. – Det afhænger af, om tilknytningen forstyrrer hendes dømmekraft, og om den truer hendes sikkerhed.
