“Min nøgle virker ikke. Den passer ikke. Jeg tror, de har skiftet låsen.”
“De?”
“Bedstemor, måske tante Brittany.”
Jeg gned mig i panden. “De ville ikke skifte låsen uden at sige det til mig.” Et snøft. “Kan du komme hjem?”
Jeg kiggede på uret. Der var endnu en time, før jeg kunne gå. “Skat, vi har travlt lige nu. Prøv at ringe til mormor eller tante Brittany. De er sikkert hjemme.”
“Ja,” sagde hun stille. “Der er ingen, der svarer.”
“Bliv ved med at prøve. Jeg lover, at nogen snart vil åbne døren.” Da opkaldet sluttede, stod jeg der og sagde til mig selv, at det ikke var noget. En misforståelse. Et uheld.
To timer senere kiggede jeg igen. Fire flere ubesvarede opkald. En sms: Mor, jeg tror, de er her. Kom venligst. Jeg fik en klump i maven. Jeg ringede til hende. Hun tog telefonen midt i en hulken. “Mor, de vil ikke lukke mig ind.”
Min stemme lød skarp. “Hvem vil ikke?”
“Bedstemor. Tante Brittany. De kom til døren. Bedstemor sagde, at vi ikke bor her længere.”
Jeg frøs. “Hun sagde, jeg skulle holde op med at banke. Hun sagde, jeg var dramatisk.”
Noget tungt og mørkt kravlede gennem min brystkasse. “Hannah, hør på mig. Er du i sikkerhed?”
“Jeg står under verandaens lys. Det regner stadig.”
“Okay. Bliv lige der. Rør dig ikke. Jeg går nu.”
Jeg bad ikke om tilladelse. Jeg fandt min vejleder og sagde: “Min datter er låst ude. Familiekrise.” Han begyndte at diskutere, men et blik på mit ansigt fik ham til at tie stille. Fem minutter senere sad jeg i min bil, med kittel, der stadig var fugtig af desinfektionsmiddel, og regnen, der ramte forruden i voldsomme striber. Jeg var ikke længere sygeplejerske. Jeg var bare en mor, der kørte gennem en storm, med klamme hænder og rystende.
Da jeg kørte ind i indkørslen, var det næsten mørkt. Hannah sad sammenkrøbet på verandaen med knæene trukket op til brystet og håret gennemblødt. Jeg løb hen til hende og tog hende i mine arme. Hun var iskold. “Undskyld,” hviskede hun, som om hun havde gjort noget forkert.
“Du har intet at være ked af,” sagde jeg med hæs stemme.
Så tændtes lyset på verandaen. Døren åbnede sig. Min mor stod der med et vinglas i hånden. “Elena,” sagde hun overrasket. “Hvad laver du her?”
Jeg stirrede på hende. “Du har skiftet låsene.”
Hun sukkede. “Vi havde brug for privatliv.”
“Du har låst min datter ude i regnen.”
“Hun har det fint. Hun er 11 år.” Mor vippede hovedet med det nedladende blik. “Vi har besluttet, at du og Hannah ikke bor her længere. Det er bedre sådan. Mindre spændinger.”
“Hvem er ‘vi’?”
“Brittany og jeg, selvfølgelig.” Bag hende stod min halvsøster Brittany lænet op ad døråbningen med telefonen i hånden og et falsk bekymret udtryk i ansigtet.
“Mor, måske er det ikke det bedste tidspunkt,” sagde Brittany svagt.
“Åh, hold op,” sagde mor skarpt. “Det har været under opsejling i et stykke tid. Elena, du er voksen. Du klarer det.”
