Den 12. oktober 2010 forsvandt fem amerikanske turister sporløst i Amazonas-skovens grønne helvede.
Julie Gordon, Angela Carson, William White, John Ball og Brian Blake tog på vandretur til vandfaldene og vendte aldrig tilbage.
I syv år levede deres familier i pinefuld uvished, i den tro, at de var døde og blevet ædt af vilde dyr.
Indtil politiet en dag, under en razzia flere hundrede kilometer væk fra det sted, hvor de forsvandt, fandt en plastikbeholder i en skovlejr.
Indeni lå der nye fotos af de forsvundne amerikanere.
De var i live, udmagrede og indespærret i betonvægge, men på hvert billede var deres øjne skåret helt lige med en kirurgisk kniv lige på fotopapiret.
Store, sorte huller i stedet for ansigter stirrede direkte ind i kameralinsen.
Den 10. oktober 2010 blev en gruppe på fem amerikanske turister modtaget af en kvælende hede i den brasilianske by Manaus’ internationale lufthavn.
Termometeret viste den morgen 35 °C, og luftfugtigheden nærmede sig de kritiske 90 %.
Det var en ferie, som vennegruppen havde planlagt omhyggeligt i over 8 måneder.
Den 30-årige Julie Gordon, den 31-årige Angela Carson, den 33-årige William White, den 29-årige John Ball og den 33-årige Brian Blake var fløjet hertil for at udforske den vilde, uberørte Amazonas-skov.
Straks efter at have passeret tolden begav gruppen sig hen til biludlejningscentret, hvor en forudbestilt sølvfarvet Toyota Highlander SUV med firehjulstræk ventede på dem.
Efter at have pakket deres store vandrerygsække, telte og campingudstyr kørte amerikanerne ud på riksvej BR 174.
Denne motorvej, der skar sig igennem en endeløs grøn junglevæg, førte direkte mod nord.
Ifølge politiets efterforskning standsede SUV’en kortvarigt den 12. oktober kl. 10.15 om formiddagen.
Det var en stor tankstation, der tilhørte Postto Ecuador-kæden, beliggende flere snesevis af kilometer fra bygrænsen.
Overvågningsoptagelser, som efterforskerne senere sikrede sig, blev det sidste dokumenterede bevis på, at alle fem var i live.
De sort-hvide optagelser i lav opløsning viser tydeligt, hvordan William White går hen til kassen og betaler kontant for en fuld tank benzin.
Samtidig filmede kamera nummer fire, der var opsat inde i dagligvarebutikken, Julie Gordon.
Kvinden købte et detaljeret topografisk kort over området og tre store flasker stærkt myggemiddel.
I videoen ser vennerne afslappede ud, mens de griner og snakker om noget ved den åbne bildør.
Klokken 10.32 kørte Toyota Hiluxen ud af tankstationen og forsvandt i tågen fra den varme asfalt.
Deres endelige destination var kommunen Presidente Figedo, et område, der er kendt blandt turister for sine brusende vandfald, dybe kløfter og tætbevoksede skove.
Klokken 13.40 samme eftermiddag parkerede gruppen deres SUV på en grusparkeringsplads tæt ved starten af en vandresti, der førte til det enorme Cava Domuaga-hulesystem.
Ifølge nationalparkens regler skulle alle besøgende registrere sig.
I den slidte logbog, som den vagthavende skovbetjent førte, var der en notat skrevet af Brian Blake klokken 13.45.
Indlægget afslørede, at gruppen planlagde en tredages vandretur langt ind i junglen.
Det vigtigste ved denne optagelse var, at amerikanerne nævnte, at der var en guide til stede.
De hyrede dog uofficielt en lokal guide uden om rejsebureauerne, så hans navn og kontaktoplysninger blev ikke noteret i logbogen.
Den 15. oktober, den dag gruppen skulle vende tilbage til deres bil og melde sig på posten, dukkede ingen af dem op.
Den 19. oktober klokken 8.00 om morgenen bemærkede en patruljeranger, at Toyota Hilux’en stadig stod på sin plads, tykt dækket af et lag støv og nedfaldne blade.
Dørene var låst, og gennem ruden kunne man kun se tomme plastflasker og turistbrochurer.
Alle forsøg på at kontakte turisterne via deres mobiltelefoner viste sig at være forgæves, da der ikke var mobildækning i området.
Samme aften meldte det lokale politi officielt de fem amerikanske statsborgere savnet.
Næste morgen blev der iværksat en redningsaktion af hidtil uset omfang.
Der var indsat regulære enheder fra den brasilianske hær, specialredningshold og snesevis af lokale frivillige.
Søgeområdet blev opdelt i firkantede sektorer med et samlet areal på over 400 kvadratmil.
Militærhelikoptere udstyret med avancerede termiske kameraer kredsede i dagevis over det tætte trækronetag i et forsøg på at opfange den mindste varmestråling fra menneskekroppe eller brande.
På jorden gennemsøgte snesevis af hundeførere med trænet hunde bredderne af de nærmeste bifloder, meter for meter, mens de ventede i de tornede buske.
Forholdene var helvede.
Temperaturen nåede op på 38 °C om dagen, og den utrolige luftfugtighed gjorde det svært at trække vejret, selv for de lokale.
Dagene gik, men Den Grønne Labyrint ville ikke give slip på sine fanger.
Først den 2. november, mere end to uger efter at eftersøgningen var gået i gang, gav operationen det første og eneste spor.
4½ kilometer nordøst for den parkerede bil, på den mudrede bred af en smal, navnløs biflod, fik en af redningsfolkene øje på et stykke stof.
Det viste sig at være en turistrygsæk.
Efterforskerne kunne hurtigt fastslå, at den tilhørte John Ball ud fra serienummeret på mærket.
Rygsækken var slemt revet, stoffet var flænget, og de fleste lommer stod åbne.
Det mest overraskende var dog, at retsmedicinerne ikke fandt en eneste dråbe blod på den.
Der var ingen tegn på kamp, ingen fodaftryk og ingen tegn på angreb fra vilde dyr i nærheden af fundstedet.
Rygsækken så ud, som om den i panik var blevet smidt af hans skuldre og blot efterladt liggende i mudderet.
Der blev ikke fundet andre ejendele, tøj eller udstyr.
Hundene mistede sporet bogstaveligt talt kun få meter fra vandet.
Det var, som om fem voksne simpelthen var forsvundet ud i regnskovens tunge luft uden at efterlade så meget som en skygge.
Den 17. december 2010, da håbet om at finde turisterne i live endelig var svundet, og der ikke længere var ressourcer til at fortsætte eftersøgningen, blev den aktive eftersøgning officielt indstillet.
Tykke mapper med politirapporter blev sendt til arkivet, og efterforskningens status blev ændret til en uopklaret sag.
De forsvundnes familier stod alene tilbage med den smertelige uvished, overbevist om, at junglen havde slugt deres kære for altid.
Ingen af dem kunne overhovedet forestille sig, at den virkelige rædsel ikke havde noget med dyrelivet at gøre, og at den værste prøvelse netop var begyndt et eller andet sted i det øredøvende, kvælende mørke.
Der er gået præcis syv lange år siden den skæbnesvangre dag, hvor Amazonas’ grønne labyrint slugte fem amerikanske turister uden at efterlade et spor.
For deres familier er denne tid blevet til en endeløs ventetid fuld af kvaler.
Men verden er gået videre.
Der var ikke en eneste sjæl, der håbede på et mirakel eller så meget som en logisk forklaring på tragedien.
Den 14. november 2017 skete der imidlertid en dramatisk vending i denne håbløse sag.
Begivenhedernes epicenter lå flere hundrede kilometer væk fra det oprindelige sted, hvor de forsvandt, i en utrolig afsidesliggende jungle nær Rio Hatapu-flodlejet.
Den dystre morgen gennemførte det brasilianske føderale politi en omfattende og brutal aktion.
Razziaens primære mål var en godt camoufleret lejr, hvor ulovlige skovhuggere og guldgravere holdt til.
Klokken 4.00 om morgenen, 15 minutter over, begyndte et taktisk eliteteam under dække af den tætte morgentåge og det tropiske regnvejr at omringe området.
Luftfugtigheden nåede op på 98 %, og mudderet under deres militærstøvler forvandlede sig med det samme til en tyktflydende lim.
Da de første opfordringer til overgivelse lød fra politiets højttalere, løb forbryderne for livet.
De fleste af de ulovlige indvandrere forsvandt ind i det tætte krat af en kæmpe bregne.
Klokken 05.00, 40 minutter efter midnat, havde politiet fået et fast fodfæste i lejren.
Efter at have sikret området beordrede kaptajn Thiago, chefen for specialstyrken, en grundig gennemsøgning af de forfaldne træbygninger.
Lejren bestod af to dusin primitive hytter beklædt med rustent metal.
Luften var fyldt med en tung stank af spildt dieselolie og sur sved.
Klokken 6.30 om morgenen blev kaptajnens opmærksomhed henledt på den mest befæstede bygning.
Lokale kilder kaldte denne bygning for „Armaz defer“, hvilket betød „jernlager“.
Indgangen til lageret var spærret af en massiv ståldør, som agenterne var nødt til at bryde ned med en taktisk rambuk.
Indenfor var rummet mørkt og fyldt med rustne redskaber og tønder med olie.
Da vi bevægede os længere ind i lageret, fangede lyset fra en politilommelygte et tungt metalsafe i det halvmørke, som sad fastmuret i betongulvet.
Døren var blevet brutalt brudt op og vristet op af tyvene selv, som var i panik og forsøgte at stjæle de mest værdifulde genstande.
Kaptajnen gik tættere på i forventning om at se barrer af snavset guld eller narkotikabriketter.
I stedet følte han noget helt andet og uventet.
Klokken 7.15 om morgenen tog kaptajnen en forseglet plastikbeholder frem, der var omhyggeligt indpakket i elektrisk tape.
Han skar båndet over med en kniv og åbnede forsigtigt låget.
I kassen lå der et gammelt filmkamera og en stak fremkaldte farvefotografier.
I alt var der flere dusin billeder i størrelsen 5×7 tommer.
Thiago tog sterile handsker på for ikke at ødelægge bevismaterialet og begyndte at undersøge fundet.
Det var ikke bare billeder.
De udgjorde en dokumenteret beretning om langvarig umenneskelig rædsel.
Det blanke papir viste mennesker i en helt katastrofal fysisk tilstand.
De så udmattede ud, næsten helt udtømte, og deres hud var dækket af et lag gammelt snavs.
De var alle bundet fast med tykke bælter til tunge metalstole.
Baggrunden for hver scene var et deprimerende, svagt oplyst betonrum uden spor af vinduer.
Da kaptajnen så de udmattede ansigter, gøs han.
Selvom mændenes lange, filtede hår og tætte skæg havde forvrænget deres ansigtstræk, så de var næsten ikke til at kende, genkendte han dem.
For syv år siden havde netop disse ansigter stirret tilbage på ham fra konfrontationsrækkerne på alle politistationer i delstaten.
Det var Julie, Angela, William, John og Brian.
Fotografierne viste utvetydigt, at de var taget længe efter, at turisterne officielt var forsvundet.
Årene i fængsel havde sat dybe spor på deres kroppe.
Men det værste var en anden helt vanvittig detalje, der gjorde dette bevismateriale til et mareridt.
På absolut hvert eneste billede var alle fem fangers øjne omhyggeligt skåret ud af fotopapiret med en nærmest manisk kirurgisk præcision.
Nogen havde omhyggeligt fjernet disse fragmenter med en skarp skalpel.
