På trods af de betydelige forandringer, der fandt sted i det jødiske samfund i forskellige regioner mellem de to verdenskrige, forblev familien en grundpille i identiteten og de sociale bånd. På tærsklen til Holocaust fulgte mange jødiske familier stadig den traditionelle sociale struktur, hvor faderen var familiens hovedforsørger, og moderen tog sig af hjemmet og børnene. Men med naziregimets fremkomst kunne hundredtusinder af jødiske familier pludselig ikke længere fungere, som de havde gjort tidligere. Børnene blev bortvist fra skolerne, og jøderne blev forvist fra det offentlige rum. Nazisternes vold og grusomhed over for jøderne, som i 1930’erne og i begyndelsen af krigen primært var rettet mod mændene, førte hurtigt til sammenbruddet af den traditionelle familieenhed og medførte en uundgåelig rolleomvending. Mange mænd blev arresteret og tvunget til tvangsarbejde, eller de flygtede og gik under jorden for at undslippe forfølgelsen; som følge heraf faldt ansvaret for at forsørge familien på kvinderne. I lyset af de repressive dekreter, deportationen til ghettoerne i Østeuropa og den allestedsnærværende terror førte kampen for at forsørge deres familier mange kvinder til at søge opfindsomme måder at tjene til livets ophold på. Børnene deltog ofte i denne daglige kamp for overlevelse og blev smuglere eller påtog sig andre roller for at støtte deres familier.
De utrættelige bestræbelser på at opretholde en form for normalt familieliv, overholde hygiejnereglerne og samles til måltiderne, selv når der næsten ikke var noget at spise, udgjorde en konstant udfordring.
I den forstand udgjorde familien et tilflugtssted mod udstødelse og forfølgelse og gav en afgørende følelse af samhørighed midt i kaoset, som Reuven Feldschuh (der senere blev Ben-Szem) beskriver i sin beretning om den pesach-seder, han fejrede sammen med sin kone og deres eneste datter i Warszawa-ghettoen i april 1941:
Il rôde dehors, l’ennemi le plus redoutable qui soit, le double de l’Ange de la Mort… à un millimètre des fenêtres, mais il n’a aucun pouvoir ici, dans cette pièce, ma pièce, ma maison. Ici… malgré tous les obstacles et les revers, les difficultés et les querelles, les liens familiaux et la joie intérieure l’emportent… Assis et baignés de leur propre rayonnement, il y a de la joie dans leurs âmes, qui n’a pas été étouffée par lui, même maintenant, même dans le ghetto.1
Familien var dog ikke kun en kilde til styrke og livskraft; ofte var den også en kilde til bekymring, ja, endda en hindring. Manglen på ressourcer, usikkerheden og den uophørlige kamp for hver eneste bid brød skabte bekymringer og spændinger, der udhulede familiebåndene. Allerede før udbruddet af Anden Verdenskrig, og især i perioden med den »endelige løsning«, blev man gradvist klar over, at opløsningen af familien i visse tilfælde var nøglen til overlevelse. Forsøgene på at redde familiemedlemmerne begyndte allerede før krigen, da mange forældre forsøgte at redde deres børn gennem Kindertransporten, den organiserede evakuering af tusindvis af jødiske børn fra Tyskland og Østrig, hovedsageligt til Storbritannien, mens dette stadig var muligt.
Stillet over for voldsomme razziaer i Øst- og Vesteuropa, deportationer og massakrer måtte mødre og fædre stå over for et af holocausts mest hjerteskærende dilemmaer. Disse knuste forældre indså, at hvis de fulgte deres naturlige instinkt om at holde deres børn tæt på sig, ville det være det samme som at underskrive deres dødsdom, og at sende dem til et sikkert sted måske var deres eneste chance for at redde dem. Ofte hjalp forældrene deres børn med at flygte og opfordrede dem til at løsrive sig fuldstændigt fra familien og ikke bekymre sig om dens skæbne, alt sammen for at sikre deres overlevelse. De unge flygtede således fra ghettoerne for at søge tilflugt i skovene og andre skjulesteder. Shalom Kaplan-Eilatis mor traf den hjerteskærende beslutning at organisere sin 11-årige søns flugt ud af Kovno-ghettoen og beordrede ham til at overleve, uanset hvad der skete. Andre sendte deres børn i skjul hos ikke-jødiske venner og bekendte, som regel mod betaling, eller via hemmelige organisationer og redningsfolk, der senere blev anerkendt som Retfærdige blandt Nationerne. Forældrene var også plaget af frygten for, at det at skjule deres børn i klostre og hos kristne familier generelt ville forhindre dem i at vende tilbage til det jødiske samfund efter krigen, en frygt, der ofte blev til virkelighed efter Holocaust, især i de tilfælde, hvor barnet var blevet forældreløst.
Uophørligt forfulgt led de familier, der forblev samlet, og dem, der blev tvunget til at skilles, for det meste samme skæbne: udryddelse. Opløsningen af den jødiske familie enhed varslede nemlig også sammenbruddet af det jødiske samfund som helhed. I sin dagbog, skrevet i ghettoen i Vilnius, beskrev Herman Kruk de chokbølger, der gik gennem hele ghettoen efter deportationen af de ældre beboere. Han nævnte den ubeskrivelige vanskelighed ved at fortsætte med at fungere i et samfund, hvis naturlige struktur var blevet så brutalt forstyrret. En lignende følelse af overvældende tab, der kan sammenlignes med en amputation, blev beskrevet i Lodz-ghettoen efter Sperre, den brutale razzia i september 1942, hvor tusinder af børn og ældre blev deporteret til døden.
Også blandt de jødiske fanger i koncentrations- og arbejdslejrene spillede familiebånd og solidaritet mellem mennesker en afgørende rolle i deres uophørlige kamp for overlevelse. Under ubeskrivelige forhold gjorde jøderne alt, hvad de kunne, for at danne grupper, der kunne fungere som familieceller. I koncentrationslejren Ravensbrück samledes kvinderne for at genskabe opskrifterne på de retter, de havde lavet derhjemme før krigen, ud fra hukommelsen. Den simple handling at dele og denne menneskelige nærhed hjalp dem med at holde ud, dag efter dag. Dette fænomen nåede sit højdepunkt blandt partisan-grupperne, især Tuvia Bielski og hans brødre i Hviderusland, som reddede mere end 1.000 jødiske mænd, kvinder og børn under krigen. Bielski-brødrene søgte tilflugt i skoven og traf den modige beslutning at bruge deres energi og ressourcer ikke kun på kampen mod nazisterne, men først og fremmest på at lette redningsindsatsen ved at oprette familielejre, der reddede mange jøder. Lignende bestræbelser på at bevare familien fandt også sted i visse nazistiske koncentrationslejre, f.eks. i Giado-lejren i Libyen, hvor hele familier blev deporteret sammen.
Efter krigen søgte holocaust-overlevende desperat efter de familiemedlemmer, der havde overlevet, og stiftede også deres egne familier, hvilket var et vigtigt skridt i deres rehabilitering og tilbagevenden til livet. Mange gav udtryk for et brændende ønske om at starte et nyt liv, gifte sig og stifte familie, mål der blev hindret af problemer såsom aginut (umuligheden af at gifte sig igen ifølge jødisk lov på grund af manglende oplysninger om ægtefællens skæbne), tilfælde af ægteskab med mindreårige og det posttraumatiske stress, som mange nyfrigivne overlevende lider af. I mange lande kæmpede de rekonvalescerende overlevende og lokalsamfundene for at sende børn og unge, for det meste forældreløse, tilbage til deres slægtninge eller i det mindste til et jødisk uddannelsesmiljø. Et rørende initiativ bestod i at samle børnene i grupper og i hachsharot (pioneruddannelsesprogrammer), der fungerede som erstatningsfamilier for dem.
