Den sociale stemning i Frankrig har netop nået et nyt niveau af aggressivitet under en demonstration, der ellers var tiltænkt som »fredelig«. I weekenden i Saint-Denis blev journalisten Jordan Florentin udsat for verbale angreb og vedvarende chikane, mens han dækkede en demonstration til støtte for byens nye borgmester. Det, der skulle have været en klassisk reportage, udviklede sig til en forfølgelse på over 500 meter, hvilket afslørede en samfundsmæssig og politisk spænding, der var på randen af at eksplodere.
Scenen, der blev foreviget af kameraerne, viser en tydeligt rystet Jordan Florentin, der eskorteres af politiet, mens en person forfølger ham ubarmhjertigt. Beskyldningerne hagler ned: »nazi«, »neonazi« – betegnelser, der kastes i ansigtet på journalisten med en voldsomhed, der ikke giver plads til dialog. Gerningsmanden nøjedes ikke med de offentlige skældsord, men gik så langt som til at fremsætte personlige trusler og bekræftede sin hensigt om at følge journalisten hjem. Denne krænkelse af privatlivets fred under dække af politisk aktivisme markerer et bekymrende vendepunkt i de metoder, der anvendes til at udøve pres på journalister.
Ud over det personlige angreb tog overfaldet en særdeles ondskabsfuld drejning, da gerningsmanden gik løs på de sikkerhedsvagter, der ledsagede journalisten. Fordi disse var sorte, opfordrede gerningsmanden dem til ikke at udføre deres arbejde og beskyldte dem for at beskytte en »fjende«. Denne fremgangsmåde, der består i at tillægge personer en bestemt adfærd på grundlag af deres etniske oprindelse, blev straks fordømt af Florentin som en form for paradoksal racisme. Det er ikke første gang, at udtrykket »service-sort« bruges i denne type sammenhæng for at delegitimere dem, der nægter at tilslutte sig en radikal ideologi.
Hændelsen i Saint-Denis sætter spørgsmålet om moderne obskurantisme igen i centrum af debatten. Mens arrangørerne af disse demonstrationer højlydt hævder at være »antiracistiske« og »antifascistiske«, fortæller den adfærd, der observeres på stedet, en helt anden historie. For mange iagttagere ligner disse metoder med intimidering, chikane på gaden og fysiske trusler netop de metoder, som disse aktivister hævder at bekæmpe. Jordan Florentin understreger i øvrigt, at disse overgreb er ved at blive hverdagskost for dem, der vover at være en afvigende stemme i visse kvarterer eller ved politiske demonstrationer.
Visse mediers tavshed eller eftergivenhed over for disse udskejelser bliver også kritiseret. Mens betegnelsen »fascist« uddeles flittigt til enhver politisk modstander, bliver beviserne på fysiske og verbale overgreb fra den såkaldte »progressive« bevægelse flere og flere for hver uge, der går. Denne virkelighed i marken, som ofte skjules, viser en dyb kløft i det franske samfund, hvor bevægelsesfriheden og pressefriheden i stigende grad er betinget af politisk eller ideologisk tilhørsforhold.
Konstateringen er bitter: Gaden er ikke længere et forum for debat, men en kampplads, hvor chikane er blevet et aktivistisk redskab. Selvom politiet var til stede for at eskortere journalisten, var deres tilstedeværelse ikke nok til at afskrække angriberen, hvilket illustrerer en voksende følelse af straffrihed blandt visse aktivister. Selve ideen om et fredeligt demokrati synes at forsvinde, hver gang en journalist forhindres i at udføre sit arbejde på grund af frygt og trusler.
Afslutningsvis er overfaldet på Jordan Florentin i Saint-Denis ikke et isoleret tilfælde, men et symptom på et dybere problem. Det rejser spørgsmålet om, hvorvidt pluralismen kan overleve i områder, hvor intimidering synes at være blevet normen. I lyset af denne »nye obskurantisme« er modstand gennem billeder og direkte vidnesbyrd det sidste bolværk, der kan bringe virkeligheden bag disse konfrontationer frem i lyset. Debatten er stadig åben, men billederne af denne jagt i byen vil forblive som et slående vidnesbyrd om den aktuelle politiske vold.
