Ja, selvfølgelig. Det er Kalante Septim Mata. Gangene på Saint Vincent’s Medical Center var indhyllet i en uhyggelig stilhed, der stod i skarp kontrast til den sædvanlige travlhed en lørdag aften. Luften var kun fyldt af det blide bip fra hjerteovervågningsmonitorerne og de hurtige, dæmpede skridt fra sygeplejerskerne på nattevagten, der glidede mellem stuerne.
I fødestue 4 var luften tyk af forventning, sved og det skarpe skær fra det sterile lys. Emily Carter lænede sig tilbage på fødestolen, fingrene krammede sig fast om ryglænet i en nervøs rysten, hendes mørke hår klæbede sig til panden, gennemblødt af sved, og hendes øjne, fyldt med angst og frygt, var rettet mod skikkelsen ved siden af hende.
»Du er næsten der,« sagde Ryan med en stemme, der var som en spinkel tråd af ro, der kæmpede mod øjeblikkets tyngde. »Bare bliv ved, din indsats er prisværdig.« Emily kunne ikke få et eneste ord frem. Veerne kom som ubarmhjertige bølger, den ene mere smertefuld end den forrige.
Der var gået tre timer, siden veerne var begyndt, og hun var en hel uge over termin. Hun havde kæmpet for at være tålmodig og lade den naturlige proces tage sin gang. Men en ubehagelig fornemmelse havde hængt ved i flere dage. I det øjeblik, hvor hun kæmpede for at få vejret midt i de ubarmhjertige veer, begyndte en urolig fornemmelse at vokse indeni hende.
En rå, instinktiv fornemmelse, der ikke lod sig forklare. Dr. Adam Reynolds, den vagthavende fødselslæge, stillede sig ved fodenden af sengen og stirrede intenst på fostermonitoren. Barnets hjertefrekvens var stabil, og der var ingen tegn på lidelse, men en urovækkende fornemmelse hviskede ham, at noget var galt.
En ubeskrivelig følelse lå stadig i ham. Han holdt hendes hoved, og Emily udstødte et skrig. »Godt så, Emily, doktor,« sagde Reynolds, nu med en stemme fyldt af fast autoritet. »Der venter endnu en stor indsats. Du kan godt klare det.« Emily bøjede kæben og samlede al sin styrke.
Smerten strømmede gennem hans krop med en stormens voldsomhed, og et øjeblik svandt virkeligheden ind i en tåge. Pludselig lød der et skingrende skrig. Et skarpt snit. Barnets skrig gennemborede den fredfyldte stilhed i rummet. Men i stedet for jubel herskede der en uhyggelig stilhed. Stilheden indhyllede scenen, og ingen rørte sig.
Stilheden sænkede sig over rummet. Emily åbnede øjnene og forventede lettelse, smil, måske endda glædestårer. I stedet var ansigtsudtrykkene omkring hende frosne. Sygeplejersken, der havde taget imod barnet, veg tilbage, hendes ansigtsudtryk en blanding af lettelse og rædsel. En sygeplejerske tabte en hæfteklamme, og lyden genlød skarpt i det tavse rum. Dr. Reynolds forblev tavs. Emilys stemme var hæs. “Hvorfor er alle så tavse?” Hendes blik faldt på Ryan. Hans hud var blevet bleg. Hans blik vendte sig væk fra hende. Han stirrede intenst på en genstand, der lå ved fodenden af sengen. Hans læber åbnede sig let. “Ryan,” Emilys stemme dirrede.
